YO GA R EJSE
laver danceoff til steelband-musik i
lun støvregn under stjernehimlen,
klappende, dansende, hujende og
grinende i timevis.
DAG 7
Der er lethed og afslappethed i
luften. Vi er nede i gear, nydende,
sansende, har let ved latter og
smil. Folk har knyttet bånd på
kryds og tværs, været på ture
sammen og har ligget på stranden,
nydt solen, læst bøger og snakket.
Under en samtale ved morgenbordet indser Anna, at hun alt for
længe har fokuseret kun på sit arbejde, fordi hendes sidste forhold
knuste hendes hjerte og fik hende
til at opgive at have et privatliv. For
første gang i meget lang tid kan
hun mærke sig selv igen. Et par tårer triller ned ad hendes kind, og de
omkringsiddende kærtegner hende
og holder hende i hånden.
Bagefter er hendes ansigt blødt
og lysende. Med et blik, som om
hun troede, at hun befandt sig i
en drøm, siger hun: ‘Pludselig er
klumpen i min mave væk. Den har
været der så længe, og jeg var helt
holdt op med at registrere den. Og
nu er den væk’.
Birgitte og Marianne har været
ude og dykke, og Marianne er helt
høj, fordi det var hendes første
dyk nogensinde. Bodil har snorklet
ovenover og ligget så længe i dykkernes luftbobler, fordi det var
ligesom at være i jacuzzi, at hun
har fået cykelryttertan af våddragten. Signe, Tilde og Anna har
både badet i et regnskovs-vandfald
og nøgenbadet i havet ved måneskin.
De fem mest introverte deltagere
har fundet naturligt sammen. De
spiser frokost sammen i stilhed
og tager på ture, hvor de næsten
ingenting siger. Det er meget harmonisk.
DAG 10
Til holdets store jubel når Nina
sine tæer til yoga en eftermiddag
– hendes erklærede mål for turen
– og alle klapper spontant, ler,
hepper og tager billeder for at dokumentere den store begivenhed.
Vores mest stille og enstavelsestalende deltager tager afsted på
canyoning-tur, hvor hun skal klatre
i junglen og kaste sig ud i vandfald
og brusende floder. Hun kommer
hjem og ligner en, der har fået
tændt et kæmpe julelys indeni.
‘Ohh, det ser ud, som om det var
en god oplevelse?’, udbryder Helle
og jeg, da vi ser hende.
‘Ja’, svarer hun.
Til yogaen introducerer jeg
hovedstand. Marianne, som var
til sin allerførste yogaklasse for
kun to måneder siden, og som før
turen kun har været fem gange til
yoga i alt, kommer op i stil-lingen
og står højt og flot. Bagefter siger
hun: ‘Du får godt nok én til at
bryde grænser!’, og jeg svarer:
‘Jamen, det er jo dig, der lader den
dér modige, livsglade kvinde kigge
frem og turde ting’. Hun sænker
hovedet og begynder at græde.
‘Jeg græder af glæde!’, hulker hun
i mine arme, mens hendes søster
PE A K si d e 4 4