PEAK marts 2015 | Page 13

INT ERVIEW HÅRDT FOR OMGIVELSERNE I de ti dage, Michelle var på Vejlefjord, genoptrænede og sov hun. Genoptrænede og sov. Og langsomt begyndte hun at komme tilbage til sig selv. - I starten ænsede jeg ikke mine børn. Jeg ænsede ingenting. Men så begyndte jeg at fornemme, at det var noget lort det hele. Og jeg begyndte at savne mine børn, og så ville jeg hjem, fortæller hun. Michelle ’fik lov’ at tage hjem før tid fra Vejlefjord efter ti dage. Men hendes otteårige datter, Kamille, ville ikke kendes ved hende. - Jeg begynder nu at forstå, hvor hårdt det har været for mine omgivelser. Jeg syntes jo hele tiden, det gik bedre. Men folk begyndte at græde, når de så mig, og jeg kunne ikke forstå det, for det gik jo fremad, forklarer hun og smiler skævt, mens hun former en cirkel med sine fingre og sætter op foran øjet. - Først var jeg lam i hele siden af hovedet. Kort tid efter var jeg kun lam her. Det er da meget godt, ikke? BETALER ALT SELV I starten skulle Michelle holde fast, når hun gik. Den var helt gal med balancen, men hun trænede, trænede, trænede. Og stod for det hele selv. Betalte det hele selv. - Så skulle jeg til øjenlægen. Mit øje kunne ikke lukke, og jeg var i fare for at miste synet. Men øjenlægen havde ikke tid før d. 20. februar – ikke før, jeg selv betalte 995 kroner, og så kunne jeg komme til dagen efter. Og jeg betalte selvfølgelig, men hvad gør almindelige mennesker, der ikke kan mønstre 995 kroner? spørger hun retorisk og fortsætter: - Nu har jeg