PEAK marts 2015 - Page 12

INT ERVIEW Det er nok ikke til at se, hvis du ikke lige ved det. Jeg kan godt. Se det, altså. At den højre side af ansigtet hænger lidt mere end den venstre. Ikke meget, men nærmest som efter en ordentlig omgang bedøvelse hos tandlægen. Men hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke tro, at iværksætteren, forfatteren og foredragsholderen Michelle Hviid for halvanden måned siden fik lavet et flere centimeter langt snit bag højre øre og opereret en tumor ud. Hun står jo op. Snakker. Griner. Tumoren blev ved et tilfælde opdaget i starten af november, da hun kiggede sin daværende kæreste, en læge, dybt i øjnene, og han reagerede på, at noget ikke var, som det skulle være. - Først fik jeg at vide, det var en fedtskede, og at jeg måske ville blive døv. Det, syntes jeg, var sjovt. Jeg var bare lettet over, at det ikke var kræft. Kort tid efter kunne de konstatere, at det var en tumor, og så gik jeg i chok. Jeg skreg som et dyr, den dag jeg fik det at vide, fortæller Michelle Hviid og fortsætter, mens hun laver te i sin smukke lejlighed i Københavns nordvestkvarter. ’JEG VAR SÅ SYG’ - Jeg tror faktisk ikke, der er mange, som ved, HVOR syg jeg egentlig har været, konstaterer hun. Det overrasker faktisk også mig, da hun begynder fortællingen om operationen, de horrible forhold på Rigshospitalet, smerterne – de massive smerter – om at sidde på toilettet og ikke ane, hvad hun skal gøre, og om datteren, der ikke ville kendes ved hende. Det overrasker mig, fordi hendes mor, der konstant var ved hendes side, lagde optimistiske billeder og tekster på de sociale medier, Michelle normalt selv bruger flittigt. - Min mor vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Så hun måtte lade, som om det var bedre, end det var. Og det kommer bag på folk, når de nu hører, hvor syg jeg var. For jeg var meget, meget syg, fortæller hun. Efter operationen, hvor hun røg på intensiv og fik akutte scanninger, og hvor familien frygtede, at hun skulle dø, besluttede hun og hendes forældre, at hun skulle væk fra Rigshospitalet og ud af egen lomme betale for et rehabiliteringsophold på Vejlefjord. Et ophold, der gjorde en kæmpe forskel. ’JEG VAR BANGE’ - På Vejleford sagde de, at det godt kunne være, jeg var træt og havde mest lyst til at sove, men jeg SKULLE genoptræne. Hvis mine nerver i højre side døde, så kunne vi ikke genoptræne dem. Og så fik jeg elektroder på hver dag, der skulle stimulere nerverne. Jeg blev genoptrænet mange gange hver eneste dag på alle mulige måder. Min reaktion var, at jeg bare ville sove, men de pressede mig. Jeg fattede ingenting, fortæller Michelle og fortsætter: - Efter et par dage røg jeg ned i en maskine, som NASA bruger til at træne astronauter i. Her fik jeg et par bukser på, som gjorde mig vægtløs. Så kunne jeg gå og skulle ikke bære min egen vægt. Min krop var jo, som den hele tiden havde været. Måske lidt træt efter operationen, men problemet var, at min hjerne ikke vidste, at den kunne gå. Jeg var så bange – og jeg kender normalt ikke bange. Men jeg lærte at gå. PE A K si d e 1 2