A RT IKEL
Jeg overspiser i alt det, jeg til daglig nægter mig selv.
Alt det, der er forbudt: kage, is, slik, mad. I store
mængder. På kort tid selvfølgelig. I starten kan jeg stå
imod. Men så bliver jeg svag og giver efter. Så kommer overspisningen. Jeg spiser alt det, jeg ikke må.
Og kaster op. Det giver ro, mens det står på, og lige
bagefter er det en lettelse. Lettelse over, at det er
overstået. Lettelsen afløses hurtigt af uroen, som igen
giver trang til at spise. Og så skal jeg kæmpe for at
komme tilbage på sporet igen. Efter et par dage kan
jeg igen samle kontrollen op og fortsætte den restriktive spisning. Overspisningen er som et beroligende
middel, et forsøg på at få kontrol over den indre tomhed og de kaotiske følelser. Det er sådan, det er lige
nu. For et par måneder siden havde jeg overspisninger
og opkastninger et sted mellem tre-fem gange om
dagen. Hver dag. Det går den rigtige vej, men det er
en kamp, og jeg er min egen værste fjende.
MADEN, VENNERNE, DET SOCIALE
Det er først gået op for mig for nylig, hvor mange der
ikke helt forstår, at det der med at kaste op er noget,
jeg tvinger mig selv til, og ikke bare noget, der sker.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan tåle maden eller på den
måde bliver dårlig af det. Det er mig, der gør det. Mig,
der stikker en finger i halsen – eller en hel hånd, hvis
det er det, der skal til for at få det op igen.
Det er anstrengende, udmattende og særdeles pinligt. Selvom det er noget, jeg gør alene, føles det
ualmindeligt skamfuldt og nedværdigende.
Nogle gange er det, som om at kroppen ikke orker
at kaste op. Så er det så stor en kraftanstrengelse, at
jeg tisser samtidig, får røde, hævede, våde øjne og små
karsprængninger i ansigtet.
Andre gange går jeg helt udmattet i seng med hjertebanken, mavesmerter og rysteture.
Livet bliver meget svært at leve, når alt handler om
restriktioner for, hvad man må og ikke må spise. Jeg
begynder at isolere mig og melder tit afbud til sociale arrangementer. Det er så svært. Fordi vores
kultur handler om, at vi skal hygge os. Og når vi skal
hygge os, skal vi spise. Helst. Ellers er det ikke rigtig
hyggeligt. Skal jeg ses med veninder, går vi tit ud og
spiser. Det skal jeg forberede mig på i flere dage før.
Måske spise lidt ekstra restriktivt i dagene op til. Jeg
skal bruge meget energi på at overbevise spiseforstyrrelsen om, at det er ok at gå ud og spise. Det går som
regel også fint, mens det står på. Men bagefter får
jeg mentale bank af spiseforstyrrelsen. Den fortæller
mig, hvor forkert det er, og at den mad hurtigst muligt
skal ud af min krop. Jeg kan fysisk mærke, hvordan
maden, jeg spiser, sætter sig som fedt på min krop. Kan
mærke, det bevæger sig, når jeg går.
Efterhånden som jeg bliver mere og mere bevidst
om, at jeg har en reel spiseforstyrrelse og ikke bare
kører af sted på autopilot, finder jeg metoder, hvorpå
jeg kan være i kontrol. Jeg vil for eksempel helst kun
spise min egen mad. Så kan jeg selv bestemme, hvad
jeg får.
Jeg bliver meget begrænset i, hvad jeg må spise. Jeg
suger alt om diæter, kure og restriktioner til mig. Jeg
går også gentagne gange på diæt, hvor jeg intet spiser i
tre dage. Dumt. På et tidspunkt nævner min fysioterapeut, at jeg måske skal prøve at undgå mælkeprodukter i en periode – for at se, om det måske er det, der
er skyld i mine tilbagevendende knæproblemer. Jeg
bruger derefter kun soyamælk og soyayoghurt. Det er
der jo som sådan ikke noget underligt i. Problematikken for mig består i, at jeg hver gang, jeg skal handle,
bruger lang, lang tid på at diskutere med mig selv om,
hvorvidt jeg skal købe en almindelig liter mælk eller
soyamælken. Pludselig bliver den almindelige mælk
farlig.
Hele min verden og al min vågne tid handler om
mad, og hvordan jeg ser ud.
Jeg væmmes ved mig selv. Jeg undgår konsekvent
spejle. Magter ikke at se mig selv. Hader min krop.
Hader mig selv. Og hader alle de følelser, jeg ikke
aner, hvor jeg skal gøre af.
Jeg forstår godt, at manden ikke vil have noget med
mig at gøre. Hvem skal elske mig, når jeg ikke engang
selv kan.
PE A K si d e 37