A RT IKEL
der skal nås. Men træningen fungerer heller ikke. Jeg kan bare ikke finde ud af at
stoppe op, og jeg kan ikke finde ud af at lade være. Sådan foregår det i mange måneder. Jeg tvinger mig selv hele tiden. Fortsætter, fortsætter, fortsætter og bliver langsomt
syg af uro og længsel. Forsøger at komme igennem dagene, uden at mine omgivelser
ser, hvor dårligt jeg har det. Kun ganske få ved, hvordan jeg har det.
Jeg har smerter, fysiske smerter af det tomrum, han efterlader. Til trods for at han
aldrig var min, havde han jo været “lige der” alligevel. Min livline. Nu er han væk, og jeg
kan ikke tackle det. Flere gange dagligt rammes jeg, ud af det blå, af erkendelsen som
en “mavepuster”. Ikke i maven, men i hjertet. Det lyder måske dramatisk, men det
var sådan, det føltes. Den tager vejret fra mig, udløser øjeblikkelig gråd. Jeg har ingen
kontrol. Når det sker, låser jeg mig inde på toilettet, indtil det går over.
Jeg har ingen koncentration, intet fokus. Jeg kæmper for at holde mig oven vande.
Kæmper for at trække vejret hver dag. Om aftenen er jeg bange for at lukke øjnene,
for jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igennem den dag, der kommer.
Jeg kører alle mine stævner i 2014 på bragende bulimi, en stresset krop, et knust
hjerte og et minimum af søvn. I dagene op til et stævne forsøger jeg at være fornuftig
med min mad. Forsøger at kompensere for den helt forkerte måde, jeg spiser på til
daglig.
Dagen inden race ender alligevel altid med, at jeg kaster op flere gange, fordi jeg ikke
kan udholde følelsen af maden i min krop. Til trods for dette laver jeg alligevel PR på
½ ironman til Øresund triatlon i juni måned med sluttid på 5.04, afsluttede halvmaraton på 1.34 og en samlet 10. plads. Jeg er efterfølgende – for første gang i meget lang
tid – glad og tilfreds. I august deltager jeg i en ½ ironman i Dragør. Der har jeg ikke
holdt et eneste måltid mad i mig i tre dage, og jeg har nærmest ingen søvn fået natten
før – men laver alligevel PR med en sluttid på 5.02. Dog går jeg helt ned på løbet – der
er ingen kræfter tilbage.
Så til spørgsmålet om, hvorvidt man kan dyrke halv eller hel ironman og den træning, der skal til. Ja, det kan man godt, men er det optimalt? Nej, på ingen måde. Er det
sundt? Nej! Man ødelægger og nedbryder i forvejen kroppen mere, end man tror, ved
at nægte den mad, overspise og kaste op. Benhård træning oveni er ren tortur.
I september 14 skal jeg til Mallorca og køre hel IRONMAN. Jeg ved godt, jeg har et
problem med maden. Men jeg tænker hele tiden, at jeg skal bare lige have overstået
det og det, så skal jeg nok få styr på det igen. Selv. Jeg skal ikke have hjælp. Jeg er jo
ikke syg. Er bare lige kommet lidt på afveje. Nu skal jeg lige have overstået Mallorca.
Jeg får trænet alt det, jeg skal, op til, men fortsætter desværre det dårlige spisemønster. Jeg er på Mallorca fra mandag, hvor race er lørdag. Jeg har lovet mig selv, at jeg
SKAL spise ordentligt hele ugen. Det gør jeg ikke. Jeg spiser. Og kaster op. Og træner.
Helst med et minimum af energi under træningen.
De sidste par dage op til stævnet har jeg selskab af min træner. Det giver på en og
samme tid ro og uro. Ro, fordi han er en stor støtte. Uro, fordi jeg skal være så meget
i kontrol hele tiden og er tvunget til at spise ordentligt. De dage, han er der, kaster jeg
stort set ikke op. Kan ikke få mig selv til det. Men han er der jo heller ikke hele tiden.
PE A K si d e 3 5