T R ÆNINGS-PA S
pas er placeret på tidspunkter
af dagen, hvor jeg aldrig før har
drømt om, at det var muligt at
træne.
Jeg kan for eksempel være i
mit løbetøj med snørede sko på
meget kort tid. Jeg går ikke rundt
og fumler med, hvilken bluse der
passer til hvilke bukser. De muligheder eksisterer bare ikke for mig.
Mit udstyr er simpelt, og jeg er
af sted på ingen tid, fordi jeg skal
nå at træne på den tid, der er til
rådighed.
SÅ HVEM ER DET, DER
MISTER NOGET?
Der er ingen, som mister noget,
hvis du formår at prioritere dine
valg og strukturer de valg, du så
har taget. Jeg synes, at en af de
mest (mis)brugte undskyldninger
for ikke at leve sine drømme ud
er hensynet til børnene. Drømme,
som vel at mærke er forenelige
med det at have børn. Jeg vil ikke
dyrke mig selv så meget, at jeg
ikke kan være en del af mine børns
hverdag – hver dag. Være deres
faste holdepunkt og skabe trygge
rammer og faste mønstre. Mine
behov kommer aldrig til at overskygge deres. Så langt er de fleste
vist med?
Men at de skulle være årsag til,
at jeg kun kan sidde hjemme, er
et stort ansvar at lægge på dem.
Hvordan skulle jeg så opdrage
mine børn til at tro på, at de kan
leve det liv, de gerne vil?
Selvrealisering har efterhånden
fået en negativ klang, og det er
ærgerligt. Der diskuteres heftigt i
medierne, hvad der er rigtigt, og
PE A K si d e 2 9
hvad der er forkert, og hvordan
enhver forældre i princippet kan
ødelægge sit barn på en eftermiddag. Men mon ikke de fleste forældre gør det så godt, som de kan,
og lidt til?
Jeg er selv vokset op med aktive
forældre, der ville det bedste for
familien, og som også huskede at
tage hensyn til sig selv. Som introducerede mig til en verden af
muligheder, og som ikke mindst
gav mig chancen for at gribe mulighederne og skabe mine egne ambitioner. Jeg har ikke mistet noget,
men jeg har derimod fået en
masse.
Det er kun sundt at ville noget
med sit liv. Og med en fornuftig
tilgang til sine ambitioner kan det
kun være sundt for børnene med
gode og glade rollemodeller.