DANTE
Og i Dantes hovedværk møder vi også
Frans – naturligvis i tredje del, som hand-
ler om Paradis og de salige der. Han er
anbragt højt i det himmelske hierarki lige
under Johannes Døber, som for sin del er
tæt på Maria. I XI sang fremhæver de to
store teologer, dominikaneren Thomas
Aquinas og franciskaneren Bonaventura
hver for sig stifteren af den anden orden
og fremfører kritikpunkter om deres egen.
Thomas siger, at Frans og Dominikus af
Forsynet er udvalgt til vejledere for kir-
ken, og fortæller om Frans’ liv. Frans er
brændende af en mystikkens ild ligesom
seraferne, mens Dominikus har visdom,
så han genspejler kerubernes lys.
Thomas skildrer Frans’ liv i hovedtræk.
Man skulle ellers tro, at Bonaventura hav-
de været mere kvalificeret hertil, idet han
jo faktisk har skrevet den officielle Frans-
biografi. Thomas tolker opgøret med fa-
deren foran biskoppen som hans åndelige
bryllup med fru Fattigdom. Hun, fattig-
dommen, havde efter korsfæstelsen af Je-
sus, hendes første ægtemand, gået alene
og foragtet rundt i verden i mere end
1000 år. Så skildres kaldelsen af Bernar-
do og de andre første brødre, som barfo-
dede og med et reb om livet fulgte Frans.
Så fortælles om Frans besøg i Rom, hvor
pave Innocens godkendte ordenen, og
hvorledes antallet af efterfølgere forøge-
des, og pave Honorius gav en ny godken-
delse af Frans’ broderskab og dermed
kronede Helligånden Frans’ valg af liv.
Og der fortælles om hans rejse til Det hel-
lige Land og mødet med sultanen. Og om
stigmatiseringen på La Verna. I husker
måske ordene, som er gengivet i Pil-
grimsbogen af Johs. Jørgensen:
På hårde klippe, nærved Tiberfloden
modtog han Kristi sidste segl,
og såret bar han to år, i hånden og i fo-
den.
Men Dante er jo ikke førstehåndkilde til
Frans’ liv. Han levede næsten 100 år efter
Frans; fra 1265–1321. I Firenze var han
ikke blot den store digter, men også en
politisk skikkelse i en tid, hvor der var
stridigheder mellem de sorte og de hvide.
De hvide ville modarbejde pavens indfly-
delse på Firenzes forhold. Dante tilhørte
de hvide og blev valgt som en af de seks
priori, rådmænd, som styrede byrepublik-
ken, og prøvede i den egenskab at bilæg-
ge stridighederne. Men under en diploma-
tisk rejse blev magten overtaget af de sor-
te, Dante blev landsforvist og vendte al-
drig tilbage til sin fødeby. Og nok har Fi-
renze sidenhen sørget for mange monu-
menter for sin berømte borger – og også
et pompøst gravmonument. Men Dantes
legeme er ikke begravet der.
Alt dette ville jo i og for sig ikke have no-
get med Dantes forhold til Frans at gøre,
hvis ikke denne landsforvisning havde
betydet, at digterens virkelige grav findes
i Ravenna, og lige netop i forbindelse
med franciskanerkirken dér. Det er jo
næppe en tilfældighed, når vi tænker på,
14