Nyt fra Assisi-Kredsen Nr 96 Juni 2018 - Page 14

DANTE Og i Dantes hovedværk møder vi også Frans – naturligvis i tredje del, som hand- ler om Paradis og de salige der. Han er anbragt højt i det himmelske hierarki lige under Johannes Døber, som for sin del er tæt på Maria. I XI sang fremhæver de to store teologer, dominikaneren Thomas Aquinas og franciskaneren Bonaventura hver for sig stifteren af den anden orden og fremfører kritikpunkter om deres egen. Thomas siger, at Frans og Dominikus af Forsynet er udvalgt til vejledere for kir- ken, og fortæller om Frans’ liv. Frans er brændende af en mystikkens ild ligesom seraferne, mens Dominikus har visdom, så han genspejler kerubernes lys. Thomas skildrer Frans’ liv i hovedtræk. Man skulle ellers tro, at Bonaventura hav- de været mere kvalificeret hertil, idet han jo faktisk har skrevet den officielle Frans- biografi. Thomas tolker opgøret med fa- deren foran biskoppen som hans åndelige bryllup med fru Fattigdom. Hun, fattig- dommen, havde efter korsfæstelsen af Je- sus, hendes første ægtemand, gået alene og foragtet rundt i verden i mere end 1000 år. Så skildres kaldelsen af Bernar- do og de andre første brødre, som barfo- dede og med et reb om livet fulgte Frans. Så fortælles om Frans besøg i Rom, hvor pave Innocens godkendte ordenen, og hvorledes antallet af efterfølgere forøge- des, og pave Honorius gav en ny godken- delse af Frans’ broderskab og dermed kronede Helligånden Frans’ valg af liv. Og der fortælles om hans rejse til Det hel- lige Land og mødet med sultanen. Og om stigmatiseringen på La Verna. I husker måske ordene, som er gengivet i Pil- grimsbogen af Johs. Jørgensen: På hårde klippe, nærved Tiberfloden modtog han Kristi sidste segl, og såret bar han to år, i hånden og i fo- den. Men Dante er jo ikke førstehåndkilde til Frans’ liv. Han levede næsten 100 år efter Frans; fra 1265–1321. I Firenze var han ikke blot den store digter, men også en politisk skikkelse i en tid, hvor der var stridigheder mellem de sorte og de hvide. De hvide ville modarbejde pavens indfly- delse på Firenzes forhold. Dante tilhørte de hvide og blev valgt som en af de seks priori, rådmænd, som styrede byrepublik- ken, og prøvede i den egenskab at bilæg- ge stridighederne. Men under en diploma- tisk rejse blev magten overtaget af de sor- te, Dante blev landsforvist og vendte al- drig tilbage til sin fødeby. Og nok har Fi- renze sidenhen sørget for mange monu- menter for sin berømte borger – og også et pompøst gravmonument. Men Dantes legeme er ikke begravet der. Alt dette ville jo i og for sig ikke have no- get med Dantes forhold til Frans at gøre, hvis ikke denne landsforvisning havde betydet, at digterens virkelige grav findes i Ravenna, og lige netop i forbindelse med franciskanerkirken dér. Det er jo næppe en tilfældighed, når vi tænker på, 14