Kære medlemmer
Der er tradition for, at formanden sender en hilsen til medlemmerne i årets sidste
nummer. I mange år var det en advents- og julehilsen. Men de sidste par år er det
sidste blad udkommet så tidligt, at de ikke rigtig giver mening, med mindre vi vil
begynde julen sammen med forretningsverdenen. Og det synes jeg ikke vi skal, men
til sidst i denne artiklen bliver der dog alligevel noget, som peger i den retning.
Jeg sidder i Assisi og skriver dette – et mere passende sted kan det jo ikke skrives.
Går jeg ud på altanen, kan jeg se op på Rocca Maggiore, som knejser højt over byen.
Over byen, hvor Frans ønskede ”fred og alt godt” der knejser krigens symbol. Men
det er heldigvis kun en ruin, den er ikke mere udtryk for våbenraslen og krig. I modsætning til den, så står byens kristne, franciskanske kirker stadig med deres anderledes budskab og fred.
Nu er ruinen der på toppen jo ikke den første krigeriske knytnæve over Assisi. Tidligere lå der en anden borg, hvor kejserens foged boede med sine soldater. Men da han
forlod borgen, rev Assisis indbyggere den resolut ned. Men den kom tilbage, nu med
pavemagten som bygherre. Kardinal Albernoz lod den genopføre, som han lod opføre
borge i andre af de umbriske byer. Den kristne kirke har heller ikke været fremmed
for at bruge krigen og magten som redskaber. Men også den borg er - om ikke nedrevet – så i hvert fald ude af brug. Har den franciskanske fredshilsen sejret?
Det gør den nok aldrig helt – ikke før Gud gør himmel og jord nye. Jeg var i dag på
en lille ”pellegrinaggio” til fods, hvor jeg gik forbi San Damiano ned til Rivotorto og
derfra videre ind til Santa Maria degli Angeli. Ikke mange skridt fra kirken i Rivotorto kan man stå og se op mod Assisi – città della pace, fredens by, som der står på
nogle af de opklæbede plakater rundt om. Men for at se den, så går blikket hen over
endnu et af krigens efterladenskaber. Og her er vi meget tættere på vores egen tid, for
det drejer sig om en kirkegård for de i hundredvis af britiske soldater, som er faldet
her i anden verdenskrig. Her ligger alt for unge mænd i lange rækker. Her har vi igen
kontrasten mellem fredens evangelium og krigens virkelighed.
Også efter det er der gået en del år. Og stadig lever ufreden. Ikke bare de steder, hvor
der kastes bomber. Ikke bare der, hvor mennesker griber til terroristiske handlinger.
Men også i vores egen tendens til hele tiden at tænke i os og de andre, og at se de
andre som årsagen til vores problemer. Frans var en forsoner – der fortælles om ham
som fredsstifter mellem mennesker og dyr (tænk på legenden om ulven fra Gubbio),
mellem byers indbyggere, han fordrev ufredens ånder fra Arezzo, han forsonede de
ledende i Assisi, borgmesteren og biskoppen, efter lang strid ved at lade sine brødre
synge for ham:
3