Nyt fra Assisi-Kredsen nr 91 | Page 3

Kære medlemmer Der er tradition for, at formanden sender en hilsen til medlemmerne i årets sidste nummer. I mange år var det en advents- og julehilsen. Men de sidste par år er det sidste blad udkommet så tidligt, at de ikke rigtig giver mening, med mindre vi vil begynde julen sammen med forretningsverdenen. Og det synes jeg ikke vi skal, men til sidst i denne artiklen bliver der dog alligevel noget, som peger i den retning. Jeg sidder i Assisi og skriver dette – et mere passende sted kan det jo ikke skrives. Går jeg ud på altanen, kan jeg se op på Rocca Maggiore, som knejser højt over byen. Over byen, hvor Frans ønskede ”fred og alt godt” der knejser krigens symbol. Men det er heldigvis kun en ruin, den er ikke mere udtryk for våbenraslen og krig. I modsætning til den, så står byens kristne, franciskanske kirker stadig med deres anderledes budskab og fred. Nu er ruinen der på toppen jo ikke den første krigeriske knytnæve over Assisi. Tidligere lå der en anden borg, hvor kejserens foged boede med sine soldater. Men da han forlod borgen, rev Assisis indbyggere den resolut ned. Men den kom tilbage, nu med pavemagten som bygherre. Kardinal Albernoz lod den genopføre, som han lod opføre borge i andre af de umbriske byer. Den kristne kirke har heller ikke været fremmed for at bruge krigen og magten som redskaber. Men også den borg er - om ikke nedrevet – så i hvert fald ude af brug. Har den franciskanske fredshilsen sejret? Det gør den nok aldrig helt – ikke før Gud gør himmel og jord nye. Jeg var i dag på en lille ”pellegrinaggio” til fods, hvor jeg gik forbi San Damiano ned til Rivotorto og derfra videre ind til Santa Maria degli Angeli. Ikke mange skridt fra kirken i Rivotorto kan man stå og se op mod Assisi – città della pace, fredens by, som der står på nogle af de opklæbede plakater rundt om. Men for at se den, så går blikket hen over endnu et af krigens efterladenskaber. Og her er vi meget tættere på vores egen tid, for det drejer sig om en kirkegård for de i hundredvis af britiske soldater, som er faldet her i anden verdenskrig. Her ligger alt for unge mænd i lange rækker. Her har vi igen kontrasten mellem fredens evangelium og krigens virkelighed. Også efter det er der gået en del år. Og stadig lever ufreden. Ikke bare de steder, hvor der kastes bomber. Ikke bare der, hvor mennesker griber til terroristiske handlinger. Men også i vores egen tendens til hele tiden at tænke i os og de andre, og at se de andre som årsagen til vores problemer. Frans var en forsoner – der fortælles om ham som fredsstifter mellem mennesker og dyr (tænk på legenden om ulven fra Gubbio), mellem byers indbyggere, han fordrev ufredens ånder fra Arezzo, han forsonede de ledende i Assisi, borgmesteren og biskoppen, efter lang strid ved at lade sine brødre synge for ham: 3