Johan siger, at jeg skal holde mig langt fra Mizaru, for hvis
de først opdager mig, slipper jeg aldrig fri. Fri af banden, og
fri af fængslet. Medmindre jeg ender i en kiste, før jeg når til
fængslet. Engang sagde Johan, at den eneste situation, hvor han
nogensinde ville opsøge Mizaru, var, hvis han alligevel stod med
et ben i graven. Og selv da ville han hellere være fri. Det, de gør,
er forkert. Og ulovligt.
Gamle Gorm nede i nummer 5 sagde altid, at han ikke var bange
for nogen. Slet ikke bøllerne fra banderne. Så længe de lod ham
være i fred, ville han også lade dem være. Det var det, han sagde.
Og så fik han baldret en rude.
Politiet dukkede op, og selvom ingen blev anholdt, vidste alle,
hvad han havde gjort. Han havde sladret.
Næste gang var det ikke en rude, der blev smadret. Det var
begge Gorms knæskaller.
På skærmen ser jeg to mænd ligge helt stille på jorden,
mens lederen af Mizaru klapper den ene af sine kammerater på
skulderen. I det samme kigger fyren op. Kigger på kameraet.
De fryser billedet og zoomer ind, så det lyse hår bliver tydeligt.
Næsen med det lille knæk og de brede læber, der hænger fast i et
stramt smil.
Johan.
“Politiet beder om hjælp til at opklare, hvad der er sket, og
ikke mindst til at identificere de tre overfaldsmænd. Har du
oplysninger, bedes du ringe på …”
Jeg genkender nummeret. Jeg ser det hver eneste dag, når jeg
kommer hjem fra skole.
Nede ved hoveddøren satte viceværten for flere måneder siden
en plakat op. Den viser en politibetjent med et rart ansigt og
teksten:
“Vær ikke bange for at ringe til mig.” Og så telefonnummeret.
De fik sat plakaterne op i alle opgange, fordi der sker så
meget lort herude. Men jeg tror ikke, de har fået flere opkald,
trin 3
109