På skolen sover
eleverne på sovesale.
Drenge og piger hver
for sig. Sovesalen har
en ansvarlig elev, der
sørger for ro og orden.
Hver elev har sin egen
seng og halvdelen af
et skab til personlige
ting og tøj.
Julian er glad for at bo på skolen. Her føler han sig tryg. ”Det er
som at være kommet til en helt ny verden. Før kunne jeg blive helt
bange for mig selv. Jeg blev bange for den måde, jeg var på. Jeg
sloges og var ond mod andre. Det var bare sådan, man gjorde,”
siger Julian og slår ud med armene. Selvom Julian kun har været
på skolen i tre måneder, har han ændret sig. Han har lært, at man
ikke løser problemer ved at slås. Men først og fremmest har han
mærket på egen krop, at han bliver glad, når nogen bekymrer sig
om ham, og at det føles rart også at kunne hjælpe andre.
Håb for Colombia
Julian har svært ved at se, hvordan Colombia skal blive et land,
hvor der er fred. ”Det er ikke så let at være et godt menneske, når
man altid er bange. Frygt får én til at gøre dumme ting. Jeg håber,
der kommer rigtig fred i Colombia,” siger han.
Julian og Yeini er enige om, at Colombia kunne lære meget af den
måde, de lever på skolen. Alle hjælper og passer på hinanden. Der
er ikke forskel på folk. ”Tænk, hvis det kunne være fremtiden for
Colombia,” siger Julian eftertænksomt.
102
L ÆSERAKETTEN 2019