Man skal have
vinden med sig
LINE AGERLIN TROLLE
WILLIAM VEST-LILLESØE
”KAST!” råber Nidal. Mahmoud hopper, så højt han kan, og giver
slip. Ibrahim har samlet dragen op mange gange, men de prøver
igen. De tre brødre står på en lille bakke bag ved huset. De prøver
at få dragen til at flyve, men vinden er ikke god i dag.
Nidal på 13 år bor i byen Baqa’a sammen med sin mor, far og fem
søskende. De bor i et lille hus uden for en palæstinensisk flygt-
ningelejr. Husene i lejren ligger tæt, og gaderne er smalle, men
ellers ligner det en almindelig by. Nidals mor ville hellere bo inde
i lejren, men der er huslejen for dyr. Hun er ofte bekymret, når
drengene leger. Nogle steder stikker rustne stumper af ledning
op af jorden, som de skal passe på ikke at træde på. Der er en
varm lugt af fuglelort og affald, og på jorden ligger plastikposer,
gamle sko og ødelagte ting. Nidals mor er også bange for, at de
vilde hunde skal bide, eller at børnene bliver væk.
En stor V-formet figur bevæger sig over himlen. Nidal lægger
hovedet helt tilbage og ser på duerne, der laver flotte
formationer. En bue, en cirkel, et W. Han klatrer ofte op på
taget af deres skur. Når han står dér og pifter, er det, som om
duerne reagerer. Nidals nabo har en masse forskellige dyr, men
Nidal kan bedst lide duerne. Nogle gange forestiller han sig, at
han selv kan flyve. Han ville flyve højt op og kigge ned på byen
– på de mange sandfarvede huse, der ligger på skråningerne,
på børn, der leger i gaderne, og folk, der står i kø ved falafel-
sælgerens butik.
TRIN 2
63