Først troede Bis, at det var ham, hun pegede på. Men det var
noget bag ham.
Han vendte sig om, og et øjeblik forstod han ikke, hvad det var,
han så. Så snurrede hele verden for hans blik.
Du ønskede ikke bare én drage, sagde en stemme i hans
hoved. Den lød ondskabsfuld, og en sælsom tanke slog ham: At
det var troldmandens hat, der talte. Du ønskede dig flere.
Det var drager. Hundredvis. Tusindvis. De fyldte himlen som et
grufuldt stormvejr. Vingeslagene bragede, og lynene stod ud af
deres rædselsvækkende gab. Hele verden brændte under dem.
”Nej, nej, nej, det var ikke det, jeg mente,” hviskede Bis, og flere
ord havde han ikke tid til. Han bukkede sig ned og trak sværdet ud
af den døde drages hals, netop som de første uhyrer nåede frem.
Han kæmpede det bedste, han kunne. Enhjørningesværdet
lynede, hvislede og stak, og dragerne faldt omkring ham som
fluer, det regnede med sort blod, men hele tiden kom der flere til,
flere og flere, verden var vinger, kløer, haler og ild, og Bis kunne
ikke holde stand.
Endnu en dragehale snoede sig rundt om prinsessen, og
mellem de flaksende vinger så han den skrigende pige blive løftet
op og fløjet bort. Hvad skulle han gøre? Det var jo helt forkert det
her! Bare han dog aldrig var gået ind i troldmandens kammer, han
ville ønske, at det her aldrig nogensinde var sket!
Ja. Ja, dét var løsningen! Et enkelt ønske, der kunne få det
hele til at forsvinde!
Men i kampens hede var troldmandens hat blevet slået af ham,
og Bis løb over mod den, kæmpede sig vej mellem piskende haler
og lanser af ild.
”Hvad har du gjort, knægt?” jamrede en forskrækket stemme
bag ham. ”Hvad i alverden har du dog gjort?”
Bis kastede et blik over skulderen og så slottets troldmand
stå i døråbningen. Den gamle mand stirrede skrækslagen på
dragerne og på Bis, der omsider nåede frem til den spidse hat.
TRIN 2
59