Muna bor sammen med sin familie.
De har nogle fotografier af Munas
far med fra Syrien.
og grinede nervøst. Selvom der ikke skete
noget, kan Muna stadig ikke lide flyene.
Vi kom hertil fra Syrien
Muna kan ikke huske alt fra Syrien. Men hun ved, at de havde et
stort hus med to badeværelser. Muna kan huske den store have,
der var fuld af frugttræer. Hver gang flyene med bomber kom,
skulle de gemme sig under træerne, fordi der kun blev skudt efter
husene.
En dag fløj en raket ind gennem vinduet i deres hus, lige ind i det
værelse hvor Muna sad og legede. Men den sprang ikke. Efter
det besluttede familien at flygte. De pakkede hurtigt nogle foto-
grafier og lidt tøj. Munas mor troede, at de ville komme hjem efter
en måned – allerhøjest to. Nogle af fotografierne er af Munas far.
Muna savner sin far hver dag. Det var ham, der hjalp hende i den
første tid i Jordan, hvor hun var bange for at gå udenfor. ”Min far
holdt mig i hånden. Vi gik ture sammen hver dag. Han pegede op
på himlen og sagde: Se, der er ingen fly. Her er der fred.”
TRIN 2
47