”Jeg ville ønske, jeg kunne være der, når de skanner ham. Jeg
var selv skide bange.” Noa skubber rundt med havregrøden.
Jeg havde også selv været bange. Ikke på grund af
skanningen, men fordi mor ikke kunne tage med. Kræften havde
spredt sig. Det var alt, jeg tænkte på, da de skannede.
”Hvis du har tænkt dig at spise den havregrød, så skal du
skynde dig, I skal have afslapningsterapi om lidt,” siger den
kvindelige ansatte. Hun er ny. Hun taler i et nedladende tonefald,
som var vi små børn eller evnesvage. Kun nye ansatte laver den
fejl. De rutinerede ved, at det tonefald alene kan få det til at slå
klik for os. Heldigvis behersker Noa sig.
Afslapningsterapien foregår i en miniudgave af en biograf. Det
er den samme film hver dag. En serie med korte klip med dyreliv.
Lyden er en blanding af rislende vand og fugles kvidren. De
påstår, at både lyd og billeder har en afslappende effekt. Og det
havde den måske også de første par gange, men nu har jeg mest
lyst til at vride hovedet af fuglen og kyle den ud i havet. To timer
efter slutter filmen.
”Jeg skal afsted nu,” hvisker jeg til Noa. ”Jeg skal nok prøve at
smugle noget med ind.”
Noa smiler. Biblioteket her har kun bøger og blade, der er
censureret. Tydeligst er det med aviserne, hvor hele afsnit
er klippet ud. Alt med vold og forbrydelser er fjernet. Det er
tåbeligt. De tomme huller får mig til at forestille mig værre ting,
end der sikkert er tilfældet. Derfor er det min årlige opgave på
udebesøgene at smugle en rigtig avis eller bog med hjem.
Jeg knytter hænderne, da jeg ser mors gravsted. Slikpapir og
poser er frosset fast til jorden. Der er ingen kranse eller blomster.
Min stedfar har ikke været her. End ikke i julen har han haft tid til
at komme. Rick ser mine knyttede næver.
”Rolig nu,” siger han. ”Kom lad os fjerne det.”
TRIN 3
105