”Er du okay?” hvisker jeg.
Han nikker svagt.
”Hvad skete der?” Jeg stiller altid det samme spørgsmål. Rick
mener, det er sundt. At det er en udforskning af min sygdom.
Måske har han ret. Jeg vil i hvert fald gøre alt for at lære at
kontrollere det. Sikre, at det ikke slår klik. Den dag de spænder
mig fast og stikker det der sløvemiddel i mig, har jeg tabt den
sidste rest af mit normale liv.
”Det er min lillebror Mark. Han fylder 10 på fredag. Jeg er bange
for, at han skal ende her,” Noa ser ned i grøden.
Jeg siger ikke noget. Ingen ved, om sygdommen er arvelig. Den
er stadig et nyt fænomen. De begyndte først at skanne for den for
tyve år siden. Det var et projekt, der skulle nedbringe volden. Fjerne
alle de farlige individer, der viste tegn på aggression. I min familie
er der ingen andre forekomster, men pludselig havde jeg det.
104
L ÆSERAKETTEN 2018