Anstalten for
Accelereret Aggression
NICOLE BOYLE RØDTNES
H
BODIL HEINEMEIER
øje skrig vækker mig. Der er én, der er ved at få et anfald.
Jeg lytter. Ville ønske, jeg vidste, hvem det var. Men stem-
men bliver ofte skinger, når de får et anfald. I starten blev
jeg bange, så blev det en del af hverdagen. Nu minder det mig om,
at jeg er noget særligt. Jeg har som den eneste på afdelingen
endnu ikke haft et anfald.
Døren går op. Det er Rick. Han er den af de ansatte, jeg kan bedst
med. Rick er rar. Han behandler mig næsten normalt. Jeg siger
næsten, for helt normalt bliver det aldrig sådan et sted.
”Nå, glæder du dig?” spørger Rick. Jeg nikker. Jeg skal udenfor
i dag. Vi får kun lov at være udenfor én gang om året. Vi kan selv
vælge hvilken dag. De andre siger, at jeg er skør, når jeg vælger
den 27. december. De siger, jeg hellere skulle vælge nytårsaften
eller en forårsdag. Men jeg vælger altid den dag, for det er mors
dødsdag.
”Hvem var det, der fik et anfald?” spørger jeg Rick.
”Noa,” siger han.
Jeg sukker. Noa er en af mine bedste venner her på anstalten.
”Vi må hellere komme ned til morgenmaden,” siger Rick.
Havregrøden er klumpet og salt som altid. Men i dag spiser jeg
den ekstra langsomt i håb om, at Noa skal nå at dukke op. Efter
20 minutter ser jeg ham endelig. En ansat følger ham ned til hans
plads. Hun har et fast greb i hans arm. Ikke at det burde være
nødvendigt, Noas øjne er slørede. De har givet ham noget til at
falde ned på.
TRIN 3
103