LæseRaketten 2018 | Page 105

Anstalten for Accelereret Aggression NICOLE BOYLE RØDTNES H BODIL HEINEMEIER øje skrig vækker mig. Der er én, der er ved at få et anfald. Jeg lytter. Ville ønske, jeg vidste, hvem det var. Men stem- men bliver ofte skinger, når de får et anfald. I starten blev jeg bange, så blev det en del af hverdagen. Nu minder det mig om, at jeg er noget særligt. Jeg har som den eneste på afdelingen endnu ikke haft et anfald. Døren går op. Det er Rick. Han er den af de ansatte, jeg kan bedst med. Rick er rar. Han behandler mig næsten normalt. Jeg siger næsten, for helt normalt bliver det aldrig sådan et sted. ”Nå, glæder du dig?” spørger Rick. Jeg nikker. Jeg skal udenfor i dag. Vi får kun lov at være udenfor én gang om året. Vi kan selv vælge hvilken dag. De andre siger, at jeg er skør, når jeg vælger den 27. december. De siger, jeg hellere skulle vælge nytårsaften eller en forårsdag. Men jeg vælger altid den dag, for det er mors dødsdag. ”Hvem var det, der fik et anfald?” spørger jeg Rick. ”Noa,” siger han. Jeg sukker. Noa er en af mine bedste venner her på anstalten. ”Vi må hellere komme ned til morgenmaden,” siger Rick. Havregrøden er klumpet og salt som altid. Men i dag spiser jeg den ekstra langsomt i håb om, at Noa skal nå at dukke op. Efter 20 minutter ser jeg ham endelig. En ansat følger ham ned til hans plads. Hun har et fast greb i hans arm. Ikke at det burde være nødvendigt, Noas øjne er slørede. De har givet ham noget til at falde ned på. TRIN 3 103