Lyd & Billede August 2016 | Page 12

NYHEDER Det næste store efter smartphones Stemmestyring er ved at blive meget bedre. Og det er Apple, der viser vejen. D a Apple lancerede deres iPhone i 2007, vendte den op og ned på, hvordan vi konsumerer data – den største omvæltning, siden Netscape Navigator gjorde internettet søgbart i 1994. Efter smartphonen har vi selvfølgelig spekuleret på, hvad der bliver det næste store. Det blev ikke tablet’en, som i bund og grund er en smartphone med en større skærm, og hvis salg falder, i takt med at mobiltelefonerne bliver større. Smart-uret er også blevet foreslået som kandidat. Et ur, der tjekker mails, sms’er og vejrmeldinger og tæller dine skridt, og som kan spille musik og endda foretage telefonopkald! Med andre ord igen en smartphone, bare i miniatureformat og med færre muligheder. Smart-urets succes kan ganske vist ikke afskrives endnu, men der er lang vej at gå. Så er der diverse Reality-briller – det være sig Virtual Reality (VR), hvor man flytter ind i en helt digital verden, eller Augmented Reality (AR), hvor digitale objekter blandes med virkeligheden. Fælles for begge dele er, at de kan ændre verden omkring os. Det, der forhindrer dem i at penetrere markedet, som smartphones gjorde, er at de er relativt store og klodsede, og at de gør os endnu mere asociale. De vil sandsynligvis revolutionere mange områder, såsom medicin, forskning og ikke mindst computerspil, men i det daglige foretrækker de fleste af os at kunne se andre mennesker i øjnene, når vi taler med dem. STEMMESTYREDE ASSISTENTER Så hvad bliver det næste store? Meget tyder på, at det kan være de stemmestyrede assistenter. Men ikke i den form, vi kender dem i 12 LYD & BILLEDE AUGUST 2016 dag. Uanset om det er Apples Siri, Windows’ Cortana eller Google Now, så har de alle sammen store problemer med dialekter, og de går i stå, hvis man prøver at give dem mere end et enkelt budskab ad gangen. Prøv ved hjælp af tale at fortælle din telefon, at du gerne vil finde en herrefrisør med drop-in mulighed og parkering umiddelbart i nærheden. Uanset hvad assistenten hedder, så vil den klø sig i sin digitale hovedbund. EN REVOLUTION PÅ VEJ Men hvad nu hvis den digitale assistent kunne tage imod avancerede beskeder og virkelig kommunikere med dig, som Iron Mans Jarvis eller Knight Riders KITT? Meget tyder på, at det er på vej. Og igen er det Apple, der kommer først. Ifølge Tech Insider har Apple nemlig opkøbt VocallQ – et britisk selskab, der har udviklet en teknologi, som fuldstændig tørrer gulv med Siri, Cortana og Google Now, når det gælder stemmestyring af elektronik. Der er tale om et program, som ikke kun forstår, hvad man siger, men også kan forstå og huske kontekst. Det kan f.eks. lære, om du er vegetar eller er på low-carb diæt, så næste gang du beder om en opskrift eller om vej til en restaurant, udelukker den automatisk ikkekompatible alternativer fra valgmulighederne. VocallQ forstår også avancerede spørgsmål: “Forestil dig f.eks. at bede en computer om at finde en kinesisk restaurant i nærheden, som er børnevenlig og har ledig parkering samt Wi-Fi. Det ville spænde ben for de fleste assistenter, men ikke VocallQ. Resultatet? VocallQ lykkedes i 90 procent af tilfældene, mens Google Now, Siri og Cortana kun havde succes 20 procent af tiden,” står der i rapporten fra Tech Insider. VocallQ husker også konteksten, præcis ligesom mennesker. Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om den kinesiske restaurant, og du f.eks. siger: “Find en mexicansk restaurant i stedet,” vil assistenten stadig huske, at du ønsker parkering og Wi-Fi, og at du har tænkt dig at tage ungerne med. Med de andre digitale assistenter skal man stille hele spørgsmålet igen – hvis de da overhovedet forstår det. Rygterne vil vide, at Apple har planer om at inkorporere VocallQ’s intelligens i Siri, så vi får en digital assistent af en helt anden kaliber end den, der i øjeblikket bor i vores iPhones og iPads. Desuden vil Apple åbne assistenten for tredjeparts apps, så det står den nye Siri frit for at bruge en hvilken som helst app på mobilen eller tablet’en til at give dig den bedst mulige hjælp. Så hvis du f.eks. spørger: “Hvilken sang er det, jeg hører lige nu?” kan Siri åbne SoundHound eller Shazam og nemt finde ud af det. Hvis Siri bliver lige så smart som eller klogere end VocallQ, vil du ikke behøve at se på mobilens skærm for at få bekræftet, at hun gør, hvad du beder om. Det er ikke mindst en fordel, når man sidder bag rattet. F.eks. kan du spørge: “Hvilken vej bør jeg tage til Helsingør?” og Siri svarer måske: “Trafikken er blokeret på Helsingørmotorvejen på grund af en ulykke, så jeg vil anbefale at køre ad Strandvejen.” Klar besked, og ingen grund til at se på kortet, for du kender vejen i forvejen – og det ved den fremtidige Siri også. GN Kilder: TechInsider, Know Your Mobile