Liv i Troen 6/2018 - Page 15

INDBLIK Fra min hverdag … Af Frank Risbjerg Kristensen, ELM-konsulent Kaffen er varm, luften er varm – og det er højsommer her på mit lille ELM-kontor i Ødsted! Mit første arbejdsår i ELM er ved at være gået, og jeg er også ’varm om hjertet’ i forhold til alt det, som jeg er blevet lukket ind i og er blevet en del af i ELM-landskabet rundt i landet. Mit første år i ELM Jeg oplever stor glæde ved at komme rundt i missionshusene. Jeg har fået lov til at holde ret mange møder i løbet af det første år, og jeg glæder mig altid over mødefællesskabet og de små og større snakke, som møderne ofte giver mulighed for. Både ud fra det bibelord, som vi har været sammen, og om livet generelt og det lokale arbejde. I har virkelig været gode til at tage imod mig og lukke mig ind i stort og småt; de gode historier og nogle gange også de lidt mere smertelige. Det er jeg meget taknemmelig for. Brug endelig konsulenten! Jeg har på det seneste siddet og overvejet lidt, om der er brug for, at jeg ’gør mig lidt mere’ tilgængelig i forhold til jer, som sidder med det ledelsesmæssige arbejde ude i kredsene og i bestyrelserne. Jeg har været lidt afsted til nogle lokale bestyrelsesmøder, hvor jeg har været på med noget inspiration og taget del i gode arbejdsdrøftelser, og det har været rigtig godt og givende. Men der er bestemt plads til, at I gerne må bruge mig endnu mere ind i jeres ledelsesmæssige arbejde og i de problemstillinger, som I står i; og jeg kommer gerne på besøg til et bestyrelsesmøde for at være med på ’en lytter’, eller komme med et input til noget, som I gerne vil have på dagsordenen, eller bare for at være med i nogle drøftelser hos jer. Mulighederne er mange. Måske mangler I lidt inspiration til mødeformer eller til konkrete emner og temaer i forkyndelsespaletten? Eller måske er det tid til at få luftet de udfordringer og bekymringer, som fra tid til anden kan komme til at fylde og slide på kræfterne? Det korte af det lange er: Kontakt mig endelig, hvis I gerne vil have mig med til et bestyrelsesmøde! Mission – også i hverdagen I den senere tid har jeg brugt en del arbejdstid på at forberede og klargøre det undervis- ningsforløb, som jeg skal turnere lidt rundt med det kommende års tid. I har rundt om i kredsene taget rigtig godt imod dette tilbud, som vi har givet navnet ’Mission – også i hver- dagen’, og jeg ser meget frem til at komme ud til jer med de tre undervisningsmoduler, som har fundet vej til jeres mødeprogrammer! Jo mere jeg har arbejdet med forløbet sammen med de to ungdomssekretærer Chris og Benjamin, des mere kan jeg mærke, hvor meget jeg faktisk glæder mig til være sammen med jer om det. Jeg er ret sikker på, at der venter mig mange gode historier om det at være i hverdagsmission, når vi sammen får sat det på dagsordenen! LIV I TROEN NR. 6 2018 15