Liv i Troen 6/2018 - Page 11

ARTIKEL Savn af Anders Bank Lodahl, Skovlunde Ved Gud Det er ikke fordi, jeg ikke føler taknemmelighed over alt det gode, som er blevet givet mig, men jeg føler også et savn, at jeg mangler noget. Mangler mennesker Da jeg var 18, besøgte jeg en aften min farmor. Det havde jeg gjort før, men det havde altid været sammen med mine forældre. Nu ville jeg prøve at snakke med hende selv. Jeg tror ikke hun rigtigt genkendte mig. Demensen, som hun led af de sidste år af sit liv, gjorde nok, at hun ikke kunne genkende mig, når jeg ikke var sammen med mine forældre. Da jeg cyklede hjem, havde jeg følelsen af, at jeg var kommet for sent, og at jeg aldrig ville komme til at lære hende at kende som hun vir- kelig var, inden demensen slø- rede hendes sind. Jeg savner at have lært hende at kende, men jeg har også følelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg komme til at kende til savnet af mennesker. Mennesker som jeg en gang har kendt, og som jeg er gledet væk fra, eller som er døde. Det er et grundvilkår, at vi mennesker savner andre mennesker. Ved mig selv Jeg savner noget ved mig selv. Jeg savner evnen til at gøre godt mod andre, ikke bare når jeg virkelig tager mig sammen. Nej, jeg savner, at det falder mig naturligt at gøre godt mod andre. Jeg savner, at jeg ikke skal tvin- ge mig selv til at tage hensyn til andre. Jeg tænker på, hvordan selv små ting, som andre gør, kan gøre mig ked af det eller gøre, at jeg føler mig stødt eller forbigået. Jeg forestiller mig, at andre har det på samme måde, at jeg også tromler eller forbi- går andre mennesker, måske uden at vide det eller i hvert fald uden at det går mig på. Og så er der også alle de gange, hvor jeg godt ved, at jeg ikke gør det rette, men vælger at gøre det forkerte, selvom det går ud over andre. Det er synden i os, der gør, at vi ikke kan leve ret over- for hinanden. Jeg savner at kende ham. Jeg savner med sikkerhed at vide, at han er der som himmelens og jordens skaber og at vide, han bekymrer sig om mig. Det er måske forkert at skrive sådan, for jeg tror jo på ham, og jeg tror på bibelen, som giver et klart og tydeligt billede af ham, som netop en skabende og frelsende Gud. Men det er netop tro, det er ”overbevisning om det, der ikke ses,” som Hebræerbrevets forfatter skriver i kapitel 11. Jeg savner at se Gud. Jeg savner at se det væsen, som jeg har hørt og læst så meget om. Ham, som jeg beder til hver dag, og som jeg også fornemmer svarer mig og har givet mig så meget godt. Desværre er det et grundvilkår for os mennesker at måtte tro i stedet for at se Gud. Engang Engang skal jeg ikke længere savne. Engang skal mennesker ikke længere adskilles af død eller uvenskab. Jeg skal ikke længere plages af synden i mit forhold til andre mennesker el- ler i forhold til Gud. Engang skal jeg se Gud ansigt til ansigt. Det sker senest, når Jesus kommer igen, hvis ikke jeg dør og kom- mer hjem til ham først. Det er godt at savne det gode, men det bliver endnu bedre at opleve det. LIV I TROEN NR. 6 2018 11