Lærervejledning til "Kan I forstå mig" Lærervejledning (2005) - Page 31

Efterskrift: “Kan du ikke bare skrive en bog, mor?” - om tilblivelsen af Sofies bog Af Hanne Koborg Veje, Sofies mor En dag sidst i maj 2005 var Sofie lidt ked af det. Der havde været nogle misforståelser i skolen mellem Sofie og kammeraterne. Vi snakkede om det, og Sofie gav udtryk for, at hun var TRÆT af at blive misforstået. Pludselig spurgte hun mig: “Kan du ikke bare skrive en bog, mor. En bog til de andre i klassen, sådan at de kan forstå mit liv, så de kan forstå mig?” Jeg svarede: “Nej, Sofie. Det kan jeg ikke. Det tror jeg faktisk, at du meget bedre selv kan.” Sofie rystede vredt på hovedet og sagde: “Nej – jeg kan ikke, for tasterne sidder ikke i alfabetisk rækkefølge.” (Sofie kan ikke finde tasterne, fordi de er placeret fuldkommen ulogisk efter hendes opfattelse). Jeg sagde til Sofie: “Men hvis du fortæller alt det, du gerne vil fortælle de andre i klassen, så vil jeg gerne skrive det for dig på computeren – præcis som du siger det. Når vi er færdige, skriver vi det ud på printeren. Så kan du læse det, og hvis der er noget, som du synes skal være anderledes, kan du bruge min gule overstregningstusch. Så retter jeg det, sådan som du siger, det skal være. Vil du gerne det?” Sofie kiggede længe ud ad vinduet, mens hun tænkte. Så svarede hun: “O.k. mor. Men på én betingelse?!” Jeg spurgte: “Hvilken betingelse mener du?” Sofie svarede: “At jeg lige først må læse den Lucky Luke tegneserie, som jeg har lånt på skolebiblioteket?” Jeg smilede og svarede: “Selvfølgelig, skat”. Sofie smuttede glad ind på sit værelse og kastede sig på sengen med sin tegneserie. En halv time senere kom hun ind på vores hjemmekontor og satte sig ned ved siden af mig. Jeg spurgte: “Er du parat nu, Sofie?” Sofie svarede: “Ja, nu er jeg parat. Men kun indtil der er Barracuda (børnetime) i fjernsynet!” Jeg smilede tilbage til min kønne, store datter. Klokken var 15:30 – og der kom børnetime kl. 17:00. Jeg svarede: “O.k., Sofie. Så ser vi hvor langt, du kommer.” Da klokken var 16:30, var vi allerede færdige. Sofie havde sagt alt, hvad hun havde på hjerte. Jeg printede siderne ud, og Sofie fik papirerne og overstregningstuschen og gik minutiøst alle sætningerne igennem. Der var to små rettelser. Sofie har en blændende auditiv hukommelse og kan huske alt, hvad hun siger – ordret! Da de to rettelser var udført, var hun tilfreds og erklærede, at bogen nu var helt rigtig og færdig, og fuldstændig sådan, som hun ville have den. Jeg havde ikke en helt nøjagtig forestilling om, hvad Sofie egentligt mente, at hun ville stille op med “bogen”, når den blev færdig. Jeg havde haft en vag idé om, at “bogen” nok i virkeligheden mest blev til et brev til klassekammeraterne. Men jeg blev klogere. For i takt med at Sofie dikterede, og jeg tastede, blev siderne langsomt til en lettilgængelig, enkel og gribende skildring af, hvordan verden ser ud, set gennem Sofies briller. Og selvom mit syn ind imellem blev lidt tåget af tårer, kunne jeg godt se, at det faktisk var blevet et helt lille, litterært værk, som ikke fortjente, at vi beholdt det for os selv. Jeg forklarede Sofie, at jeg tænkte på, at hendes bog var blevet så fin, at den måske kunne blive trykt som en helt rigtig bog en dag. En bog, som andre børn med autisme kunne bruge, til at få deres klassekammerater til bedre at forstå dem. Det syntes Sofie var alle tiders idé. Sofie foreslog selv, at far kunne tegne tegningerne til bogen, og det ville han selvfølgelig rigtigt gerne. Og sådan blev Sofies bog til. Sofie er meget stolt af sin bog. Og vi er uendeligt stolte af Sofie. 33