Inspirationskatalog KRASH & CHOPIN DANSER - Page 12

agadfg

DANSK DANSETEATER

Dansk Danseteater er Danmarks største kompagni inden for moderne dans og har siden sin etablering i 1981 bidraget til at sætte moderne dans på det kulturelle landkort. Kompagniet flyttede i 2017 ind i Operaen ved Det Kongelige Teater, hvor både dansere og administration idag har deres faste base.  

Dansk Danseteater opfører mellem 70 - 90 forestillinger om året. Udover at producere stationære forestillinger på bl.a. kompagniets faste scene Takkelloftet i Operaen i København driver Dansk Danseteater en omfattende turnévirksomhed både nationalt og internationalt. Kompagniet turnerer med stigende aktivitet bl.a. med gæstespil i Europa, USA og Kina.

I april 2018 blev Pontus Lidberg udnævnt til kompagniets nye kunstneriske leder, og han ønsker at videreføre Dansk Danseteaters vision om at forene de klassiske kunstarter med de moderne.

Dansk Danseteater er i dag Danmarks største og mest prisbelønnede moderne dansekompagni, sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden. Derudover har kompagniet en lang række andre arrangementer i form af workshops, introduktioner, særforestillinger og samarbejder med forskellige kulturinstitutioner.  Dansk Danseteater modtager tilskud fra Kulturministeriet og desuden støttes enkelte forestillinger af private og offentlige fonde.

Pontus Lidberg, kunstnerisk leder af Dansk Danseteater siger:

”Vores moderne liv handler i høj grad om at forsøge at udfylde noget, der mangler i vores indre liv, med noget udefrakommende for at få os til at føle os som komplette mennesker. Moderne kunst og i særdeleshed Dansk Danseteaters værker forsøger at sætte livet i perspektiv ved at tale til det moderne menneskes følelsesliv - i et moderne koreografisk sprog. Måden vi gør det på, er lige så varieret som de kunstnere, der skaber værkerne, men fælles for forestillingerne er, at vi bl.a. sætter bevægelse på temaer, problematikker og følelser, som det kan være svært at sætte ord på.”

”For mig, som kunstnerisk leder, er det vitalt, at den moderne dans beskæftiger sig med nutidens og fremtidens samfundsproblematikker. Bl.a. researcher jeg i øjeblikket til et nyt markant projekt om konsekvenserne ved kunstig intelligens, som jeg mener er et væsentligt emne, vi som moderne mennesker i den grad skal lære at forholde os til.”

"