Innovationsreport | Page 41

Redskaber til at udvikle innovative socialøkonomiske forretningsmodeller Forretningsmodel innovation gennem et nyt værditilbud til private donorer En af de seneste udviklinger indenfor NGO sektoren er et eksempel på forretningsmodel innovation gennem nye og forbedrede værditilbud til donorer. Mange NGO’er er afhængige af private donorer, som støtter deres udviklingsarbejde, men de har svært ved at fastholde og rekruttere donorer. I takt med at der er kommet flere NGO’er og dermed større konkurrence om de private donorer, er behovet for forretningsmodel innovation vokset. En af de udfordringer NGO’er støder på, når de prøver at fastholde og tiltrække donorer er, at donorerne sjældent føler et tilhørsforhold til organisationen og de programmer, de udfører. Private donorer vælger ofte at nedprioritere deres støtte, da NGO’ernes værditilbud ikke stemmer overens med deres “kunders” ønsker. Det har medført en ny trend, hvor NGO’er er begyndt at tilbyde flere “produkter” til deres “kunder”. Flere NGOer udvikler nu mange produkter og ydelser - fx geder, kondomer eller uddannelse - som donorer kan vælge at købe og give til udsatte personer. Disse nye produkter og ydelser giver private donorer helt andre værditilbud end de traditionelle donationsmetoder. De nye værditilbud skaber blandt andet et større tilhørsforhold mellem donor og modtager, hvilket betyder, at donorerne (forhåbentligt) føler sig mere følelsesmæssigt tilknyttet end, når de donerer penge til en hel organisation. Nogle produkter er endda målrettet til at blive givet i gave til personer, som gerne vil tage socialt ansvar. Det er nu muligt at give høns, menstruationskopper, oliventræer og skolebænke i julegave, hvor det ikke er modtageren af gaven, som får produktet, men derimod en udsat person i et udviklingsland. Værditilbuddet bag disse produkter består blandt andet i at knytte donationerne til følelsen af glæde nærmere end dårlig samvittighed, som traditionelle donationer er blevet beskyldt for. BØRNEfondens sponsorprogram er et af de programmer, der har været med til at ændre værditilbuddet til privatpersoner, som ønsker at donere penge til udviklingslande. BØRNEfondens sponsorprogram består i, at privatpersoner kan vælge at blive sponsor for et barn i et udviklingsland og støtte med penge til bl.a. undervisning. Donorer har mulighed for at vælge, hvilket barn de ønsker at blive sponsor for, og donorerne modtager løbende information om, hvad deres støtte her medvirket til. Sponsorprogrammets værditilbud adskiller sig fra traditionelle donationsmetoder, da privatpersoner får mulighed for at følge deres donation hele vejen til slutmodtageren og giver derfor donorer en anden værdi end, hvis de donerede penge til en hel organisation. Sponsorprogrammet er særligt for BØRNEfondens forretningsmodel, da det giver mulighed for et stærkere tilhørsforhold mellem donor og modtager, hvilket kan have en positiv effekt på fastholdelse og rekruttering af donorer og dermed sikre en større stabilitet i BØRNEfondens indtægtsgrundlag. Udforskningen af værditilbud handler om at finde mulige produkter eller ydelser, som du kan sælge. Det handler om at undersøge, hvad du kan hjælpe kunder med, og hvorfor kunder netop skal vælge dine produkter eller ydelser. 41 2