Aarhus Panorama // september // 2017 | Page 28

Penge er ikke vigtigt længere.” Sammen- holdet blandt besætningen, derimod, giver mening og livsglæde. ”Det grønne hjemmeværn, dem på land, driller os med, at vi ikke er ladt med skarpt krudt og kugler. Men vi gør nytte for folk i havsnød, hjælper med forure- ningsbekæmpelse, støtter marinebio- loger, støtter skat og politi. Vi er således skarpe og klar til væsentlige missioner hver eneste gang vi påmønstrer – alle øvelser kan på et øjeblik ændre sig og blive til skarpe opgaver om at redde liv og samfundsinteresser. Det vil jeg gerne hjælpe med. Kammeratskabet har ligele- des meget stor betydning for mig. Når vi sejler, er vi som minimum otte mand. Vi bliver et team hen ad vejen, og der udvik- ler sig venskaber for livet.” Ilddåben I aften er en rolig aften. Vejret er stille, og der sker ikke de store overraskelser udover den grønne sky og den vildfarne jolle. Men Claus Rothmann kan fortælle om en tur, der pludselig blev ramme alvor. ”Det var første gang, jeg var med, og det blev en SAR-mission (’search and rescue’, red.). En fisker var faldet i vandet ved Knebel Vig. Der var skibe fra Søvær- net, helikoptere og brandvæsen og politi ventede inde på stranden, redningstjene- sten fra Grenå rykkede ud. Vi fandt ham ”DU SKAL VÆRE KLAR TIL AT SE DØDE FOLK PÅ DÆKKET.” - Claus Rothmann, frivillig besætningsmedlem cirka klokken to om natten,” husker Claus Rothmann, spejder ud over bølgerne og tilføjer: ”Du skal være klar til at se døde folk på dækket. Det er ret usædvanligt at finde dem døde. Det mest almindelige er, at man slet ikke finder dem. Fiskeren var desværre omkommet, og vores læge ombord blev sejlet ind for at erklære ham død i samarbejde med Politiet. Det var min ilddåb. Men det var bekræftende, for jeg havde tænkt på at melde mig til Mari- nehjemmeværnet i mange år, fordi det virkede samfundsnyttigt.” Fra kaptajnen lyder det dog, at dødsulykkerne hører til sjældenhederne. ”Det er heldigvis ofte, at vi finder dem, der er i havsnød. Ellers finder vi dem slet ikke, og de bliver fundet på stranden eller i havnen efter nogle uger eller måneder,” siger Henrik Mortensen. Her er brigaden ”Aarhus Havn, her er brigaden”. Efter omtrent tre timer på vandet, 10 kilometer mod syd og tilbage igen, kalder navigatø- ren havnepersonalet over radioen. Krigsskibet med splitflaget udgør en mørkegrå silhuet, som det sejler ind mod byens tindrende lys. Domkirken og rådhuset er der. ARoS øjnes akkurat. Ny arkitektur kommer os i møde ved indsejlingen, og DOKK1 har lagt til kaj for natten. Det er som et postkort for kulturhovedstaden. Vi koordinerer placeringen med Vega og Snowlark – to andre fartøje på vej ind. På radaren forekommer de to navne nærmest mytiske. Vega. Snowlark. Hvem er de? I den anden verden, den på flydende grund, leves livet parallelt med det på fastlandet. På mange måder er alt ved det gamle. Og så alligevel er det totalt fremmed, en chance for at starte et nyt liv og løftet om en ven for livet. Her skal manden med piben strø sin sidste aske. Når hjemmeværnet er ude på vandet, går det som regel stille og roligt for sig. Men når det gælder, skal man skal være parat til at se livløse folk på dækket. 28