Penge er ikke vigtigt længere.” Sammen-
holdet blandt besætningen, derimod,
giver mening og livsglæde.
”Det grønne hjemmeværn, dem på
land, driller os med, at vi ikke er ladt med
skarpt krudt og kugler. Men vi gør nytte
for folk i havsnød, hjælper med forure-
ningsbekæmpelse, støtter marinebio-
loger, støtter skat og politi. Vi er således
skarpe og klar til væsentlige missioner
hver eneste gang vi påmønstrer – alle
øvelser kan på et øjeblik ændre sig og
blive til skarpe opgaver om at redde liv
og samfundsinteresser. Det vil jeg gerne
hjælpe med. Kammeratskabet har ligele-
des meget stor betydning for mig. Når vi
sejler, er vi som minimum otte mand. Vi
bliver et team hen ad vejen, og der udvik-
ler sig venskaber for livet.”
Ilddåben
I aften er en rolig aften. Vejret er stille, og
der sker ikke de store overraskelser udover
den grønne sky og den vildfarne jolle.
Men Claus Rothmann kan fortælle om en
tur, der pludselig blev ramme alvor.
”Det var første gang, jeg var med, og
det blev en SAR-mission (’search and
rescue’, red.). En fisker var faldet i vandet
ved Knebel Vig. Der var skibe fra Søvær-
net, helikoptere og brandvæsen og politi
ventede inde på stranden, redningstjene-
sten fra Grenå rykkede ud. Vi fandt ham
”DU SKAL VÆRE KLAR
TIL AT SE DØDE FOLK
PÅ DÆKKET.”
- Claus Rothmann,
frivillig besætningsmedlem
cirka klokken to om natten,” husker Claus
Rothmann, spejder ud over bølgerne og
tilføjer:
”Du skal være klar til at se døde folk
på dækket. Det er ret usædvanligt at
finde dem døde. Det mest almindelige
er, at man slet ikke finder dem. Fiskeren
var desværre omkommet, og vores læge
ombord blev sejlet ind for at erklære ham
død i samarbejde med Politiet. Det var
min ilddåb. Men det var bekræftende, for
jeg havde tænkt på at melde mig til Mari-
nehjemmeværnet i mange år, fordi det
virkede samfundsnyttigt.” Fra kaptajnen
lyder det dog, at dødsulykkerne hører til
sjældenhederne.
”Det er heldigvis ofte, at vi finder dem,
der er i havsnød. Ellers finder vi dem slet
ikke, og de bliver fundet på stranden eller
i havnen efter nogle uger eller måneder,”
siger Henrik Mortensen.
Her er brigaden
”Aarhus Havn, her er brigaden”. Efter
omtrent tre timer på vandet, 10 kilometer
mod syd og tilbage igen, kalder navigatø-
ren havnepersonalet over radioen.
Krigsskibet med splitflaget udgør en
mørkegrå silhuet, som det sejler ind mod
byens tindrende lys. Domkirken og
rådhuset er der. ARoS øjnes akkurat. Ny
arkitektur kommer os i møde ved
indsejlingen, og DOKK1 har lagt til kaj for
natten. Det er som et postkort for
kulturhovedstaden. Vi koordinerer
placeringen med Vega og Snowlark – to
andre fartøje på vej ind. På radaren
forekommer de to navne nærmest
mytiske. Vega. Snowlark. Hvem er de? I
den anden verden, den på flydende
grund, leves livet parallelt med det på
fastlandet. På mange måder er alt ved det
gamle. Og så alligevel er det totalt
fremmed, en chance for at starte et nyt liv
og løftet om en ven for livet. Her skal
manden med piben strø sin sidste aske.
Når hjemmeværnet er ude på vandet, går det som regel stille og roligt for sig.
Men når det gælder, skal man skal være parat til at se livløse folk på dækket.
28