sejlet som hjemmeværnsmand. Det
havde han ellers ikke lige set komme.
”Jeg har været konstabel i forsvaret,
og min chef foreslog hjemmeværnet for
mig, da jeg stoppede. Men jeg tænkte, at
jeg havde stået nok vagt. Jeg skulle ikke
dirigere trafik. Men så fortalte en kollega
om Marinehjemmeværnet. Jeg har selv
en båd, vil gerne sejle, og det var som at
komme hjem, for jeg kendte jo kom-
mandoerne fra Forsvaret. Det fede er at
se, hvordan folk arbejder sammen som et
fællesskab,” fortæller han med høj røst for
at overdøve motoren, mens skibet tøffer
ud og lægger Aarhus Ø bag sig. Alle kan
være med, men indstillingen skal være
rigtig.
”Man skal kunne affinde sig med, at det
er et militært system med et hierarki. Man
skal være holdspiller og forstå, at I mange
situationer er der kun én, der bestemmer,
mens de andre agerer. Ellers uddanner vi
alle fra bunden, så alle kan være med.”
Grøn sky i sigte
Centralt for aftenens sejlads er udrulnin-
gen af en hundrede meter lang, oppuste-
lig gummipølse. Det kaldes en flydespær-
ring og bruges til at inddæmme udslip
af olie. I aften er der ingen olie, det er
bare en øvelse. Men seriøsiteten er ikke
til at tage fejl af – alle arbejder hårdt for
at dygtiggøre sig og være klar til den dag,
hvor det er alvor. Udover miljøindsatser er
Marinehjemmeværnets opgave at rykke
ud, hvis nogen er i havsnød, patruljering
sammen med politiet og skattevæsenets
toldere, forebyggende indsatser og gene-
rel tilstedeværelse.
Et stykke ude øjner flotillechefen en
grumset tåge cirka 300 meter fra skibet.
Den grønlige sky ligger op ad en mindre
ø. Er det mon forurening? Bliver det alvor
nu? Kaptajnen bapper lidt på piben og
kniber øjnene sammen, mens han tager
bestik af plamagen.
”Njah, det er ikke noget farligt. Det
er havgus. Og det får det grønne skær
på grund af solen, der er ved at gå ned.
Så det er ikke noget.” Seks år på havet
med ugentlige sejladser har givet ham
erfaringen.
”Opklaring til daglig orden!” Sådan
lyder det så lige pludselig fra manden ved
roret. Det er ikke umiddelbart til at greje,
hvad det betyder. Men alle virker rolige og
fortsætter med hver deres – nogle kigger
på radaren, andre spejder mod horison-
ten, mange arbejder på dækket med reb,
fortøjninger og førnævnte gummipølse.
Advarsel til jollen
Kaptajnen kender mange af de andre
skibe på vandet denne aften. Der er for
eksempel Kattegatekspressen og en båd,
der suger sand op fra havbunden. Men
sommetider sker det, at en ukendt duk-
ker op. En gebrokken dialekt lyder over
radioen – et udenlandsk fartøj er på vej
forbi Aarhus og vil sikre sig, at der er plads
”Ser vi en russisk
ubåd, så melder vi
det. Jeg lover, at
det ikke sker.”
– Henrik Mortensen, kaptajn
til at komme forbi den grå dansker. Det er
der, forsikrer hjemmeværnsfolket roligt.
En anelse mere anspændt bliver stemnin-
gen, da en jolle kommer til syne i vandet
cirka 200 meter fremme.
”Han er da alt for tæt på. Jeg tror altså
ikke, han har set os,” lyder det fra en af
besætningsmedlemmerne – en gast, hed-
der sådan en. Kaptajn Mortensen tager en
hurtig beslutning om at sende et tydeligt
signal til båden. Næste manøvre er, at tre
mand går sammen om at hive det, der
vel bedst kan beskrives som en oversize
uro op fra lastrummet. De hejser en kæde
med store, sorte cirkler og trekanter lavet
af plastik op i masten.
”Det hedder et dagsignal. Og det skal
vise jollen, at han skal vige for os. Det
kunne også være godt at vide for ham
derovre, hvis han pludselig ændrer kurs,”
forklarer Henrik Mortensen med henvis-
ning til det udenlandske skib. ”Ser vi en
russisk ubåd, så melder vi det. Jeg lover, at
det ikke sker,” griner han. Trods humoren
er der lidt alvor i det.
”Alle skibe udsender et digitalt signal.
Vi skal sikre, at det, de siger, de er – at det
også er virkeligheden. Har nogle lavet
ballade, hvis de for eksempel har fået en
anmærkning for at sejle med for meget
alkohol, så vil myndighederne jo gerne
holde lidt ekstra øje med dem. Så det
hjælper vi med.”