der endnu ikke havde accepteret, at han
var alkoholiker.
“I starten, da jeg kun havde erkendt
det, kom jeg til AA-møder og sagde ‘jeg
hedder Preben, jeg er alkoholiker’, men
jeg mente ikke en skid med det. Det var
en floskel - for det sagde de andre.”
TILBAGEFALD OG ACCEPT
Da Preben havde været tørlagt godt et
år, tog han til en kongres på Sri Lanka for
folk i turistbranchen. Nede i receptionen
mødte han en bekendt fra branchen, der
sagde, at han skulle komme ind til en
drink, når han havde pakket ud. Og det
gjorde Preben så.
“Den nat fik jeg fyldt minibaren op
tre gange, og så spærrede de mig inde,
fordi jeg havde drukket for meget. Jeg
kan ikke rigtigt huske, hvad der foregik
ellers.”
Preben var låst inde på hotellet, så
han ikke kunne gå ud og købe alkohol.
Han var i panik. Den panik, han kendte så
godt, når han ikke havde alkohol inden
for rækkevidde. Så han kom i tanke om,
at han havde noget barbersprit i tasken.
Hugo Boss i et glas. Lidt vand. Ned
i halsen. Han fandt sige selv. Alene.
Døddrukken på et hotelværelse. Med en
flaske barbersprit i den ene hånd og et
altangelænder i den anden.
“Det smagte ad helvedes til. Jeg
sagde til mig selv: ‘Preben, nu er der to
muligheder - enten springer du ud her
fra tiende sal og begår selvmord, eller
også stopper du med at drikke. Jeg
stoppede.”
NÅR ENS FAR ER ALKOHOLIKER
Selvom Preben selv var sikker på, at
han aldrig ville røre alkohol igen, var det
svært at overbevise hans nærmeste om
det. Hans datter Pia gav ham en tegning,
da han blev tørlagt i 1989. På tegningen
havde den 12-årige pige skrevet; “jeg
drikker ikke før i morgen” - for at minde
sin far om, at de ting vi hver dag udsky-
der til i morgen, de bliver aldrig til noget.
Men alligevel tog Preben tilbagefaldet i
Sri Lanka et år efter.
“DET SMAGTE AD HELVE-
DES TIL. JEG SAGDE TIL
MIG SELV: ‘PREBEN, NU
ER DER TO MULIGHEDER
- ENTEN SPRINGER DU UD
HER FRA TIENDE SAL OG
BEGÅR SELVMORD, ELLER
OGSÅ STOPPER DU MED AT
DRIKKE. JEG STOPPEDE.”
– Preben Hviid-Hansen
52
Preben Hviid-Hansen sammen med sin datter Pia Moesgaard, der har sat stregerne
til tegningen nedenfor, som hun gav sin far, da han blev tørlagt i 1989.
Det har været svært for Prebens datter
Pia at forstå, hvorfor hendes far gjorde,
som han gjorde. Da hun var lille forstod
hun ikke, hvorfor hendes far var anderle-
des end de andres forældre. Hun turde
ikke tage veninder med hjem, for hvad nu
hvis de så hendes far være mærkelig eller
ligge på sofaen og snorke.
I dag har Pia tilgivet ham for, at han
ikke var der for hende som barn. For at
han prioriterede alkohol før sin datter og
ikke viste interesse eller deltog i ting, der
omhandlede hende.
“Jeg var skuffet og ked af det, men
jeg har altid holdt utrolig meget af min
far og set rigtig meget op til ham, så
min kærlighed overmandede det. Jeg
har aldrig skældt ham ud og sagt, at jeg
syntes, han var jordens dårligste far. Men
jeg har været ked af det, det har jeg,”
fortæller Pia.
”JEG ER IKKE BANGE FOR MIN
ÆDRUELIGHED”
Hun er glad for at have fået en ædru
far og en ædru morfar til sine børn. Det
er mange år siden, han har drukket,
men hun har båret en frygt med sig alle
årene.
“Det første jeg kigger på er hans øjne.
Det er rent instinktivt, at jeg lige skal se,
at han ikke har drukket. Selvom jeg dy-
best inde godt ved, at det ikke kommer
til at ske, så sidder den der frygt stadig
i mig.”
Men Preben vil aldrig løbe risikoen
og tage et tilbagefald igen. Det er han
sikker på. Det er også derfor, han har
valgt at stå frem, selvom AA’s ellevte
trin siger: ’når det gælder presse, radio
og TV, bør personlig anonymitet altid
bevares.’
Ӂrsagen til det er jo, at hvis jeg er
stået frem i medierne, og man efterføl-
gende ser mig fuld ned ad Strøget, så vil
jeg skade AA - men jeg er ikke bange for
min ædruelighed.”