Flasken eller livet
Preben Hviid-Hansen sidder i sit rækkehus i Skæring og ser tilbage på det liv , han levede i 26 år , hvor det var svært at elske andet end flasken . Han kunne ikke rumme andre end sig selv og sin alkohol , så han skubbede alle fra sig - indtil han til sidst heller ikke længere kunne rumme sig selv . Den 30 . oktober 1990 stod han med en flaske barbersprit i den ene hånd og et altangelænder i den anden . Han stod med valget om at gøre en ende på livet eller stoppe med at drikke . Han valgte det sidste .
TEKST Trina Nielsen FOTO Bibi Berge
P reben sidder i sin bil på vej hjem fra arbejde på Rådhuset . Han gør sit sædvanlige stop ved købmanden på Paludan Müllers Vej , hvor han køber en halv flaske brændevin og to Tuborg til at skylle ned med . Det skal væk , inden han kommer hjem til sin kone og datter . De venter på , han kommer hjem og laver mad . Preben kender turen . Han tager spritruten og holder ind på en vigeplads ved Skejby Sygehus . Han tømmer flaskerne , og ser frem til den rødvin , han skal hjem og trække op .
Prebens bil drejer ned ad villavejen , de bor på . Hans tanker kredser om den næste tår , da et barn på en trehjulet cykel triller ud foran bilen . Dækkene hviner . De efterlader sorte mærker i et desperat forsøg på at få greb i asfalten . Preben når akkurat at bremse foran barnet .
Barnet er hans egen datter , Pia Moesgaard .
“ Jeg ruller vinduet ned og siger : ’ Pia , det må du aldrig mere gøre ’, men jeg siger ikke noget til mig selv . Jeg siger ikke : ‘ Preben , det må du aldrig mere gøre ’. I mine øjne var det hende , der havde lavet en fejl .”
AA Væggene i det lille hjem i Skæring er prydet af avisudklip og billeder fra Prebens unge dage . Ved siden af hans kontorstol hænger det største billede af dem alle . Indrammet , bag glas er de ord , der hver dag minder Preben om det vigtigste , hans fortid har lært ham . De Anonyme Alkoholikeres sindsrobøn :
“ Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting , jeg ikke kan ændre , mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen .”
Hver onsdag mødes Preben med ligesindede bag en lukket dør . Her deler de hverdagens op- og nedture over en kop kaffe . Det har han gjort i 26 år . Møderne og det fællesskab , der er i Anonyme Alkoholikere , bliver ved med at give Preben mod på tilværelsen .
“ VI DRAK HOSPITALSSPRIT MANGE GANGE ”
Preben flyttede til Aarhus for at læse medicin , da han var 19 år . Han fik et værelse bag bagerforretningen på Langenæs Allé . Her tilbragte han det meste af tiden sammen med sin bedste ven Per fra Vejle - så de kunne drikke i fred . De drak nemlig hverken for at være sociale eller møde søde piger i byen .
Fra første tår fik Preben en trang . En trang , der konstant skulle stilles og som begyndte at styre hans liv .
“ Jeg har aldrig fået tømmermænd . Det er snart det værste af det . Man var nødt til at få et eller andet om morgenen , inden man skulle op på universitetet .”
Men det var ikke altid , han kom op om morgenen . Og universitetslivet begyndte at hænge ham mere og mere ud af halsen , i takt med at alkoholen fik lov til
48