P
å Aarhus Rådhus vandrer en
mand iført en meleret sweats-
hirt med lystige skridt hen ad
de mørkebrune moseegsbræd-
der. Han ser sig interesseret omkring,
men det er ikke første gang, han sætter
sine ben i bygningen beklædt af norsk
marmor. Tværtimod er det en mand, der
med særdeles vanlighed finder vej op ad
trappen til første sal - efter at have hilst
på selvsamme sikkerhedspersonale, der
stod ved skranken, da han traskede ud af
bygningen for knap ti år siden.
“Det er langt tid siden, alt for langt tid
siden, jeg har været her sidst,” fortæller
Uffe Elbæk, da han træder ind ad døren
til byrådssalen. Mens han vandrer langs
ringen af borde, betragter han portræt-
terne af tidligere aarhusianske borgme-
stre på væggen. Med hånden placeret
ved hagen, retter han et blik og et skævt
smil mod et af malerierne.
Om han tænker tilbage på, hvordan
det hele startede tilbage i 2001, eller på
de mange år han spenderede i salen, er
uvist. Men én ting er sikker. Det var her,
det hele startede. En rejse, der skulle
tage ham hele vejen fra Rådhusets mar-
morbeklædte vægge til de bonede
gulve på Christiansborg. Men også en
rejse der skulle udfordre ham på både
godt og ondt.
HØJSKOLEOPVÆKSTEN
Før skæbnen førte ham forbi det aarhus-
ianske, voksede Uffe Elbæk op i, hvad
de fleste nok vil kalde et alternativt miljø.
Fra barnsben blev han opdraget af
forældre stærkt inspireret af de politiske
strømninger, der opstod i 60’ernes USA.
På Ry Højskole og senere Store Restrup
Højskole, hvor han boede, blev han en
del af et helt særligt fællesskab, der
skulle danne udgangspunktet for Uffe
Elbæks fremtidige engagement og
politiskeholdninger.
”Mine forældre sagde altid, at vi
børn skulle vælge det, som vi følte
var rigtigt – men vi skulle altid gøre
os umage. Alt det, vi gjorde, skulle
vi lægge alle vores kræfter i. Vi
skulle ikke sløse med vores talent.”
– Uffe Elbæk om at få ambitionerne ind
med modermæl